Friskolen Hald Ege
Tilbage i 2017 leverede itpilot en Joomla-hjemmeside til Friskolen Hald Ege. Denne hjemmeside har friskolen været glade for gennem årene, og den har tjent sit formål godt: At holde både nuværende og kommende elever og forældre opdateret og informeret.
Selvom hjemmesiden udadtil fortsat fungerede uden problemer, trængte CMS-kildekoden til en opdatering. Hjemmesiden var nemlig udviklet i Joomla 3, som ikke længere supporteres. For at opretholde hjemmesidens sikkerhed og sikre, at alle elementer fortsat var funktionelle og kompatible med de nyeste teknologier, var det altså nødvendigt med en opgradering af hjemmesidens kildekode – eller et skifte til et nyt CMS.
Valget faldt på et skifte til WordPress, da Friskolen Hald Ege gerne ville have et brugervenligt system, de selv let kan administrere, når der skal laves ændringer. WordPress er netop kendt for sin brugervenlighed, og med lidt undervisning, er friskolen klædt godt på til at håndtere hjemmesiden fremadrettet.
Nyt, moderne design
Skiftet til WordPress gav også mulighed for at implementere et nyt design, der er mere tidssvarende, lyst og stilrent og med klare rene farver. Friskolen havde allerede en farvepalette, som bruges i logoet, og derfor danner disse farver grundlaget for farvevalget på hjemmesiden.
I designet er der også lagt vægt på at bruge billeder fra skolen til at understøtte budskaberne. Derudover er skolens Instagram-profil blevet integreret på hjemmesiden, hvilket er med til at skabe mere dynamisk indhold.
Det var også vigtigt for friskolen at få et nyhedsmodul, hvor de let kan dele nyheder og historier. Med WordPress’ indbyggede indlægsfunktioner har friskolen fået dette ønske opfyldt.
Selvom den grundlæggende navigationsstruktur er overført fra Joomla-hjemmesiden, har der været fokus på at skabe flere og tydelige CTA’er fra forsiden, så der er flere indgange til undersiderne. Derudover er visningen af eksempelvis årsplanerne og indskrivningsformularen forbedret.
Et tæt samarbejde
Udviklingen af den nye WordPress-hjemmeside er sket i et tæt samarbejde med Friskolen Hald Ege. Efter vores designoplæg blev godkendt, har friskolen haft mulighed for at følge med i udviklingen i vores udviklingsmiljø, og det har derfor været muligt at lave rettelser og justeringer løbende.
Friskolen Hald Ege har gennem samarbejdet også arbejdet på at optimere indholdet på hjemmesiden.
I forbindelse med lancering af den nye hjemmeside, har Friskolen Hald Ege også modtaget undervisning i, hvordan de kan redigere indhold og billeder på hjemmesiden samt oprette nyheder m.v. Friskolen er med andre ord blevet klædt på til selv at kunne administrere hjemmesiden i det daglige.
Om Friskolen Hald Ege
Friskolen Hald Ege er en friskole syd for Viborg. Friskolen har elever fra 0.-9. klasse, og har fokus på at skabe et ligeværdigt og mangfoldigt fællesskab. Friskolen Hald Ege er en Grundtvig-Koldsk friskole med stor vægt på natur og idræt for alle elever.
Læs mere om friskolen på friskolenhaldege.dk.