Hvad betyder de forskellige cookies?


Er du i tvivl om, hvad du giver tilladelse til, når du accepterer indsamling af cookies online? Find ud af, hvad de 4 forskellige cookiestyper indeholder her.

Hvad betyder de forskellige cookies?


Efter GDPR-lovgivningen blev indført, har du sikkert bemærket, at du skal klikke ’accepter cookies’, hver gang du besøger en ny hjemmeside. Måske har du også lagt mærke til, at du ofte kan vælge mellem: ’tillad alle’ eller ’tillad valgte’. I sin iver for at komme ind på den pågældende side klikker mange forbrugere hurtigt på den mest synlige knap ’tillad alle’, og tænker ikke nærmere over, hvad det præcist er, de har givet tilladelse til. 

Hvis du derimod gerne vil have uddybet, hvilke informationer du giver ret til, at hjemmesiden må indhente, så læs med her. 


Hvad er en cookie?


En cookie er en lille datafil, der bliver gemt på dine digitale enheder (mobil, tablet, pc). De data, der gemmes i datafilen, kan bl.a. fortælle virksomheden:

  • Hvornår du besøgte hjemmesiden
  • Om du har besøgt siden før
  • Om du har lagt varer i indkøbskurven
  • Hvilket beløb du har handlet for
  • Hvilket device du brugte 

Virksomheden kan bruge disse oplysninger til at målrette deres markedsføring til dig. På den måde kan de vise dig de tilbud, som du vil finde meste relevant – og som der er størst chance for, at du køber. 

Det er meget forskelligt, hvordan forbrugerne har det med cookies og målrettet markedsføring. Nogle synes, det er fedt, at netop de sko, som de klikkede ind og overvejede at købe, dukker op i annonceringen næste dag, når de logger på Facebook. 

Andre finder tanken om ’overvågning’ skræmmende. Hvor ved ’de’ det fra, og hvad ved ’de’ ellers – og ikke mindst hvad vil ’de’ bruge disse oplysninger til, og får det konsekvenser for mig?

Hvis en forbruger vælger at afvise cookies, gemmes data ikke – konsekvensen er, at der vil være et udpluk af funktioner og services, som hjemmesiden ikke kan tilbyde/vise, eftersom det forudsætter, at hjemmesiden ’må’ huske de valg, forbrugeren har taget. 


4 forskellige typer af cookies


Efter indførslen af GDPR-lovgivningen i 2018 blev det som nævnt lovpligtigt for virksomhederne at indhente tilladelse til at gemme dine personoplysninger, når du besøger deres hjemmeside. 

Du har måske bemærket, at nogle virksomheder lister op, hvilke forskellige former for cookies, du kan acceptere. Her får du en forklaring på, hvilke områder de forskellige cookies dækker over. 


1. Nødvendige cookies:


De nødvendige cookies indsamles for at gøre hjemmesiden brugervenlig. Ved at acceptere de nødvendige cookies tillader du at aktivere grundlæggende funktioner såsom navigation på hjemmesiden samt adgang til sikre områder af hjemmesiden. 

De fleste hjemmesider har svært ved at fungere optimalt, medmindre disse informationer må lagres.


2. Funktionelle cookies:


De funktionelle cookies indsamler oplysninger om geografi og sprog. De bruges til at præsentere den mest relevante version af hjemmesiden for dig. Hvis du f.eks. logger på en restaurantkædes hjemmeside, og vælger at få vist websitet for kædens afdeling i Silkeborg, vil siden kunne huske dette, og fremover føre dig til denne side, da den vil tolke, at denne er mest relevant for dig. 

Hvis du har valgt den engelske sprogversion af siden, ville dette også lagres, og denne version vil automatisk vises næste gang du besøger siden. 


3. Statistiske cookies:


Som navnet hentyder, bruges disse cookies til at indsamle data, der danner grundlag for statistik. Det er oplysninger om, hvordan du interagerer med hjemmesiden såsom hvor ofte, du har besøgt siden, hvilke sider, du kigger på og hvor lang tid du brugte på siden. 

Oplysningerne behandles anonymt og bruges til at føre interne statistikker og analyse.  


4. Markedsføringscookies:


Hvis du klikker ’ja’ til at siden må anvende marketing cookies, accepterer du, at hjemmesiden må spore din videre færden på tværs af forskellige hjemmesider. Det er altså ikke kun de valg, du foretager på den pågældende hjemmeside, men også på de hjemmesider, du efterfølgende besøger. 

Det er oplysninger om, hvilke annoncer du klikker på, hvilke produkter du køber, hvilke items du tilføjer og fjerner fra din kurv. Disse oplysninger deles ofte med andre virksomheder, og de bruges til at lave målrettet markedsføring. Du giver også tilladelse til, at YouTube må registrere og føre statistik over, hvilke videoer du har set. 

Det er disse dataoplysninger, der har størst værdi for udgivere og tredjepartsannoncører. Data fra disse datafiler bruges bl.a. til at udvælge, hvilke pop-op annoncer der vises for netop dig.


Hvor lang tid gemmes mine data?


Når du har klikket tillad til enten udvalgte eller alle cookies, lagres dine datafiler. Der er stor forskel på, hvor lang tid de forskellige databehandlere gemmer dine oplysninger – alt fra 1 dag til 2 år er normalt. 

Du kan læse meget mere om cookies og dataindsamling på vores cookies & compliance side. Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt jeres nuværende cookieløsning lever op til GDPR-reglerne eller ej.

Arkivér